2019-02-07
 

HERTIL – OG IKKE LÆNGERE!

Et større antal religiøse ledere, pastorer og etiske aktivister og akademikere vil d. 5. feb. 2019 kl. 12:00 i Washington grundlægge en ny bevægelse under bogstaverne ’GTEM’. De fire bogstaver står for sloganet ’Gone To Far Movement’. Den nye bevægelse står over for de samme problemer, som gør sig (statsfarligt) gældende i Danmark. Der findes også i vort land folk, som religiøst-politisk har rottet sig sammen for at hijacke landets lovgivning (bl.a. ’midnatsloven’ nytårsnat ved indgangen til 2018) med det ene formål at fremme den homoseksuelle livsstil i det danske samfund.

GTFM-bevægelsen i USA tager bladet fra munden ved at erklære, at deres ’midnatslov’ (som bærer kodenummeret Equality Act H.R. 2282) er ’farlig’, uansvarlig, moralsk pervers og socialt helt ude i sumpen’ (dangerous, irresponsible, outlandish, morally perverse and socially deleterious legislation).

Denne nye amerikanske ’kopi’ af den danske 2018-midnatslov (The Equality Act) er (citat): ’en direkte trussel mod trosfriheden ved at fremstå som en (ulykkelig) sammenblanding af uforanderlige kønsidentiteter og raceforhold med ekstremt radikale LGBT-teorier.

THE ’GONE TOO FAR-Movement i USA erklærer, at den nye midnatslov indebærer en overtrædelse af 59 andre allerede eksisterende love og regulationer. "En sådan ny ligestillingslov vil skabe social kaos og legitime smuthuller, som vil tillade den farligste diskriminering af anderledes tænkende," hedder det, idet der tilføjes: "Den nye lov ejer potentiale til at etablere legal beskyttelse for sex-overtrædelser, som tidligere har været betragtet som lovbrud.

Den nye USA-bevægelse proklamerer en troens opstand og en troens modstand mod de nye ’lovovergreb’. Den nye ’Gone-too-far-movement’ står for en uafhængig, national, fælleskirkelig samling af amerikanere, der ønsker at beskytte trosfriheden, kernefamilien, de nationale værdier og en samlet moralsk modstand mod den undergrundsbevægelse, der på længere sigt vil søge at legalisere pædofili.

For at få et indblik i hvad der på dette område er sket i Danmark, henviser jeg til min artikel på grundlovssiden, som i denne uge står anført under overskriften: ’København skal gøres til en homoby’.

Her (under profetisk journal) vil jeg med det følgende gøre opmærksom på de undervisnings-mandags-aftener, som i ’NYT HÅB’s’ lokaler på Damhus Boulevard 28 i 2610 Rødovre finder sted de tre første mandage hver måned.

 

MANDAGS-MØDERNES FORMÅL

Fremstillingen af Åbenbaringsbogens syner og en troens fortolkning af disse bør inspirere til nye tanker om Gud og Hans afsluttende handlen med den verden og det univers, Han selv har skabt. Dette er den opgave, som jeg mener, er mig pålagt, og som jeg søger at virkeliggøre ved en række mandagsmøder i Nyt Håb’s lokaler i Rødovre i København.

Formålet med at gennemgå Johannes Åbenbaring er – før noget andet nævnes – gennem en omhyggelig bibelsk bearbejdelse af ’synerne’ at formidle et større kendskab til, hvad der meget snart venter denne verden. Det er et omfattende arbejde, som i dybden berører alt, hvad der hedder verdensanskuelse og Gudserkendelse, og som nødvendigvis bør omfatte de tanker, som andre har gjort sig – ja, som på længere sigt slet ikke kan undgå at lytte til, hvad tidernes tænkere har talt og skrevet om dette emne.

Men der sigtes ved denne pt. ugentlige gennemgang på noget mere, og det er at belyse Jesu Kristi kirkes store andel i de brogede begivenheder, som i en ikke fjern fremtid vil berøre Mellemøsten, Israel og Jerusalem på en måde, som kun få har været i stand til at fremmale.

Et indgående studium af denne sidste bog i Ny Testamente, som stiller skarpt på de sidste hastige og hærgede hændelser, vil samtidig stille megen overfladisk forkyndelse og fordrejede forestillinger i en afslørende belysning.

Det er derfor i nærværende forkyndelse udtrykkeligt tilsigtet, at alt ved Guds vejledende nåde må kunne stå prøve for Herrens Åsyn – Han, som advarende erklærer, at de, som drister sig til at belære, står i fare for at blive mødt med en strengere dom… (Jak.3:1).

Forfatteren af Åbenbaringsbogen – eller rettere: Den discipel, der blev pålagt at nedskrive dette værk – havde utvivlsomt en særlig stilling i den lille flok på tolv, som fulgte Kristus.

Da Jesus hang på det blodige kors, så han Johannes stå ved siden af sin mor, Maria. Jesus fik da afleveret følgende besked til disse to. Han sagde til Maria: "Kvinde! Se det er din søn – og til Johannes sagde han: "Se, det er din mor!" - "Fra det øjeblik," fortæller Johannes, "tog jeg Maria hjem til mig…" (Johs.19:26-27).

Dette billede giver os et personligt nærbillede af den Kristi discipel, som Jesus ikke blot betroede omsorgen for sin mor – men den endetidsåbenbaring, som i disse dage lukkes op for vore øjne.

Åbenbaringsbogen dateres almindeligvis til år 95 efter Kristus. Men der findes også en datering, som regnes mellem årene 68-70… altså før templets tilintetgørelse! På dette tidspunkt ville Johannes da være 80 år. (Et stilfærdigt vidnesbyrd om, at selv i en høj alder kan Kristi efterfølgere tjene deres Herre).

Nogle undrer sig over, at (som der står skrevet) Gud sendte bud gennem en engel. Imidlertid var den første menighed langt mere betjent af engle, end den moderne ’kirken tro’ tillader. Beretningerne i Apostlenes Gerninger 12:7-9 er et slående eksempel. Den handler om apostelen Peters befrielse fra fængslet, og engelens job er så detaljeret beskrevet, at kun en dokumentarisk begivenhed kan ligge bag. Engle vil også i dag være medvirkende til afklaringen af Patmos-rapportens syner.

 

ÅBENBARINGENS PERSONLIGE HJÆLP

Grundene til, at ’så meget går skævt’ (mener man), er, at tilværelsen forekommer så formørket, og begivenhederne tager overhånd i en sådan grad, at det er svært for den enkelte at ’få enderne til at nå sammen’…

Mange har måttet sukke i de vanskelige perioder og har forgæves måttet spørge: "Hvor er Gud henne i alt det her?"

Enkelte har sagt det sådan: "Jeg tror på, at Gud er dér, og at han ser min situation, men jeg fatter ikke, at Han har kunnet tillade ’dette her’! Jeg har svært ved at se meningen bag det, som nu er sket."

Til dette kan siges: "Det, som kan erkendes om Gud, ligger åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem!"

For de arme sjæle, som smerten overvælder, og som befinder sig i en tragedie, der åbenbart ikke findes nogen ende på, vil der være indvendinger, som ikke bare kan overhøres.

"Det er ikke noget, der ligger åbent for mig," hører jeg nogen sige, idet de tilføjer: "Især ikke når der tales om ’det, som kan erkendes om Gud’. Med hensyn til at forstå Gud og den måde Han handler på, og hvad Han tillader at ske, så er jeg blank. Jeg fatter det ikke – og har derfor svært ved at godtage, at (som det står skrevet i Bibelen) ’det ligger åbent for mig’!"

Her – tror jeg – at vore mandagsmøder over temaet ’Johannes Åbenbaring’ vil komme til hjælp. Men disse samlinger henvender sig også til de styrende. Til de danske lovgivere og til ’alle i høje stillinger’. Om nogle af disse står følgende skrevet:

 

DE VIL JAMRE VED HANS KOMME

Det vil være klogt af den kommende tids magthavere at holde fred med Ham, som om sig selv siger, at Han er ’Alfa og Omega’, Gud, Herren, Han, som er, og som var, og som kommer, Den Almægtige!" (Åb.1:8)

Om ikke disse ’jordens mægtige’ (verdensherskere) forstår hele indholdet i denne ’præsentation’ af guddommens vælde, så ved de – med henblik på den sidste karakteristik ’Den Almægtige’ – med hvem de (i de afsluttende, forudsagte begivenheder) har at gøre. Kanhænde, at de regner sig selv for at være ’mægtige’ – men da må de også kunne indse, hvad der ligger i betegnelsen ’Den Almægtige’.

Når det nemlig fortælles, at Han (meget snart) ’kommer i skyerne’, så gentages det, at ’alles øjne skal se Ham’ (v.7). Det vil sige, at den sjæl findes ikke – som med egne øjne – vil komme til at se det, som en sådan sjæl måske hele sit liv har benægtet!

At ’alles’ øjne skal se Ham, vil sige, at samtlige gudsfornægtere-vantro, præster og teologiske professorer, frafaldne bisper, gudløse politikere og spottende journalister – alle skal se Ham, og mange vil (som det står skrevet) ’jamre ved Hans komme’ (v.7).

 

PAGTSFORHOLDET

Før nogen begynder at undersøge betingelserne, som er nedskrevne i den pagt, som Gud én gang for alle har sluttet med mennesket – og som er den eneste pagt, der regnes for gyldig, når talen drejer sig om den evige ordning, der hersker mellem Herren og det folk, som Han har udvalgt sig (til at være et kongeligt og helligt folk af præster midt i en vanartet slægt) – så er der et forhold, som især bør fremholdes.

Dette forhold understreges af apostelen i Ny Testamente, hvor han erklærer følgende: "Der er kun én Gud, og kun én mellemmand mellem Gud og mennesker: Mennesket Kristus Jesus!"

Denne erklæring tydeliggør mere end noget andet, at der ikke på noget tidspunkt, noget sted eller under nogen omstændigheder gives noget menneske nogen som helst mulighed for personligt at indgå nogen anden pagt med Gud.

Den pagt, som Den Almægtige, Himlens og jordens Skaber, Evighedernes Fader har indgået med mennesket, har Han indgået med Sin egen Søn, som for sin del ved Sit evige offer har opfyldt sin egen (og dermed hele menneskehedens) del af pagten.

Pagtsforholdet er enkelt og letforståeligt; der eksisterer ikke i denne pagtslutning skjulte faldgruber eller ’andre bestemmelser’ (skrevet med småt); der er ikke ’anbragt andre fordringer’. Alt er samlet i dette ene, at der er kun én Gud, og der er kun én mellemmand (formidler) imellem Gud og mennesker, og det er mennesket Kristus Jesus.

Ved mandagsmøderne i Nyt Håb stiller vi skarpt på spørgsmålet om jødernes 3. tempel – Messias-helligdommen i Jerusalem.

 

ENDETIDSTEMPLET I JERUSALEM

Et af de mest afgørende og afslørende spørgsmål, som har at gøre med ’de to vidners tjeneste’ i de sidste dages Jerusalem, er den opgave, der er knyttet til opførelsen af det Tredje Tempel.

Da Daniel, profeten, som af Herren får givet indsigt i de sidste begivenheder, fortvivlet spørger: "Hvad skal dette ende med," får han følgende svar:

"Går bort, Daniel, ordene holdes skjult og er forseglet til endetiden. Mange skal blive lutret, renset og prøvet. De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet. Men de indsigtsfulde forstår. Fra den tid det daglige offer bliver afskaffet og Ødelæggelsens Vederstyggelighed opstillet, går der 1290 dage. Lykkelig den, der holder ud og oplever 1355 dage. Men du, Daniel, skal gå bort, indtil enden kommer. Læg dig til hvile, og stå op til din lod ved dagenes ende" (Dan.12:8-12).

Når vi altså er fuldt og helt indstillet på at ville tale om Åbenbaringsbogens tekst, hvordan kan vi så komme til (eller ’havne i’) en række største udredelser fra f.eks. Zakarias Bog og fra Daniels Bog. Dette forhold skylder en forklaring, og den afleverer jeg med glæde her.

Da vi på et tidspunkt (ved de omtalte mandagsmøder) beskæftigede os intenst med ’de to vidner’, der (som det står skrevet i Johannes Åbenbaring 11:3: ’… skal profetere i et tusinde to hundrede og tresindstyve dage i Jerusalem, så bliver vi i samme åndedræt fortalt, at disse to vidner ’er de to olietræer og de to lysestager, som står for jordens Herre’ (v.4). Om dette har jeg følgende at forklare:

 

HEMMELIGE GUDDOMS-STRATEGI

For nærmere at kunne bestemme, hvilke ophøjede herlighedskræfter der manifesterer sig i de afsluttende dage i endetidens Jerusalem, er det endnu en gang nødvendigt at iagttage de krystalklare definitioner, som forekommer (omkring netop dette emne) i Den Hellige Skrift.

Som udgangspunkt er det absolut nødvendigt at fastholde den karakteristik, som står tydeligt prentet i Åbenbaringsbogens elvte kapitel. "De to vidner… er de to olietræer og de to lysestager, som står for Herrens Åsyn" (v.3-4).

Herom vil jeg atter fremsætte følgende påstand, at der (med henblik på henvisningen ’de to olietræer’) her er tale om de ’indpodede grene’, som apostelen omtaler i Romerbrevet, hvor han i det 11. kapitel nøje beskriver (for det første) indpodningen i det ædle oliventræ af de hedningekristne, samt (den senere omtale) indpodning af de jøder, som ’ikke forbliver i deres vantro’ (vedr. deres Messias, Jesus fra Nazaret… Rom.11:23).

Hovedargumentationen for denne påstand støtter sig til apostelens erklæring, der lyder sådan: "Thi når du (troende hedning fra nationerne) blev hugget af det vilde oliventræ, som du af naturen hører til, og imod naturens orden blev indpodet i et ædelt oliventræ, hvor meget snarere skal da ikke de andre (de jøder, som ikke ’forbliver i deres vantro… v.23) ’indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen hører til’ (Rom.11:24).

Dermed er den alvorlige fejltagelse ryddet af vejen, at de Jesus-troende hedninger ’skal vende tilbage’ til deres rødder (der betegnes som de Messias-troende jøder): Nej, også disse sidste er i Ny Testamente beskrevet som ’afhuggede grene’, der finder barmhjertighed og ’indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen hører til’ (11:24).

Om dette særlige ’ligestillingsforhold’ mellem de Kristus-troende fra nationerne og de Messias-troende fra Israel har apostelen følgende at sige:

"Ligesom I (troende fra hedningemørket) var ulydige mod Gud, men nu har fået barmhjertighed som følge af deres (jødernes) ulydighed (da de forkastede deres Messias) – således er også disse (jøderne) nu blevet ulydige, for at (med det ene formål) at også de må få barmhjertighed som følge af den barmhjertighed, der er blevet jer til del…" (Rom.11:30-31).

Inden apostelen bryder ud i lovsang over at have fået indblik i denne hemmelige guddoms-strategi, udbryder han: "Gud har (således) indesluttet alle under ulydighed, for at Han kunne forbarme sig over alle…"

At dette guddomsråd ikke i længden kan forvanskes af noget menneske (eller af nogen djævel) fremgår af apostelens bevisførelse med henblik på Guds suveræne ejendomsret (over den hele og ganske menneskeslægt) – samt Han lige så suveræne bestemmelsesret, hvad angår Hans egen beslutning angående udvælgelse! At Gud i denne sag ikke tager imod råd eller klager fra den faldne, dødelige menneskeslægt, fremgår af bl.a. følgende:

"Har pottemageren ikke rådighed over sit ler (det menneskemateriale, som Han arbejder med), så at Han af den samme masse (Adams slægt) kan danne et kar til ære, et andet til vanære?"
 



2019-02-03
 

DET TREDJE TEMPEL

Kort før indgangen til 2019 indkaldte et såkaldt ’jødisk Sanhedrin’ deltagere fra 70 nationer til en offerfest i Jerusalem i forbindelse med indvielsen af en tilhugget granitblok, der betragtes som en velbevaret sten fra Herodes Tempel.

Selve højtiden bar ikke præg af nogen stor deltagelse, og der har både fra jødisk og ikke-jødisk side været ytret kritik af begivenheden. Imidlertid viser dette usædvanlige initiativ, som har fundet sted med mellemrum over en årelang periode, at talen om opførelsen af et Tredje Tempel i Jerusalem er påtrængende.

Det genopbyggede tempel i Jerusalems sidste dage indtager en væsentlig plads hos de jødiske profeter og i Ny Testamente. Også Åbenbaringsbogen beskæftiger sig med dette emne, hvilket jeg betoner i den ugentlige gennemgang, som jeg de tre første mandage kl. 19:00 i hver måned foretager i pinsekirken NYT HÅB’s lokaler på Damhus Boulevard 28, 2610 Rødovre.

På hjemmesiden www.noer.info (eller www.johnynoer.dk) under menupunktet: Lyd og billeder vil man kunne finde de første otte lektioner over Johannes Åbenbaring – og fra lektion nummer ni begynder fokus at rette sig mod det kommende tempels betydning både for jøder og ikke-jøder. Dette emne berører jeg her i det følgende:

Vi begynder (som Guds folk) langsomt at fatte, at det er Gud Herren, som i sin almagt nu kalder os til (på trods af alle slags hindringer) at fortsætte med en nøje gennemgang af de himmelske syner, som for 2000 år siden blev skænket apostelen Johannes på øen Patmos.

I Åbenbaringsbogens fjerde kapitel skriver apostelen: "Derefter så jeg, og se, en dør var åben ind til himlen (4:1)… og det er netop her – foran denne åbne dør – (tror jeg) at Herrens menighed står i dag.

Som en vældig og omfattende forberedelse til de voldsomme begivenheder, som fra nu af i hurtig rækkefølge vil fare hen over jord og himmel og hele den kosmiske afgrund, lyder der nu en ny befaling fra himlen: "Kom herop, så skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter" (4:1).

Apostelen har allerede (som det ses i Åbenbaringsbogens indledning) fået indsigt i adskilligt – men når først åbenbaringsstrømme begynder at flyde, så holder den ikke op. Derfor indledes alt det følgende med disse betegnende ord: "Derefter så jeg og se" – og den opmærksomme tilhører (som lytter til oplæsningen af dette skrift og derfor er under en særlig velsignelse…1:3) bemærker sig straks den fortløbende åbenbaringskæde. "Derefter så jeg…" – ja, det er som om billederne ikke kan ophøre; de fortsætter og samler sig hen ad vejen, så at de ikke længere forbliver ’spredte oplysninger’ (enkelte ’snapshot’) – men udformes til en færdig film med et givet og gennemarbejdet endetidsindhold og en samlet historie, der har både en begyndelse og en ende.

Derfor må Herrens folk alle vegne i dag følge befalingen, som herefter overalt forkyndes med ordene: "Kom herop, så skal jeg vise dig" (4:1).

Ikke få af Herrens tjenere og tjenerinder vil blive brat standset i deres travle gøremål for Guds Rige – og de vil fra nu af blive præsenteret for Åbenbaringsbogens syner, som uafbrudt fokuserer på opførelsen af Det Tredje Tempel i Jerusalem.

Nogle vil for en tid stride imod denne kaldelse, men det bliver hårdt for dem ’at sparke bagud’, og adskillige vil forstå alvoren i denne nye indkaldelse til tjeneste – ja, de vil se en ny indfaldsvinkel til den gerning, der benævnes som ’den kongelige præstetjeneste’ (1.Pet.2:9)… hvilket får os til at iagttage hvad Skriften siger om bl.a. ypperstepræsten Josua.

 

YPPERSTEPRÆST FOR ’GUDS BOLIG I ÅNDEN

’Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josua’ (Zak.3:1). Sådan lyder Åbenbaringsbogens henvisning til profeten Zakarias Bog. Det var ’den Josua, som var Jozadaks søn, og som sammen med Zerubbabel, Sjealtis søn tog fat og begyndte at bygge Guds Hus i Jerusalem sammen med Guds profeter, som støttede dem’ (Ezra 5:2).

Det fremgår af Den Hellige Skrift, at det ikke var en tilfældig, spontan og forholdsvis ligegyldig handling, at den engel, som talte til profeten Zakarias ’lod ham se ypperstepræsten Josua’. Nej, Skriften lader forstå, at det var med nøje overlæg, at den engel (som havde fået betroet den opgave at meddele en bestemt indsigt til Zakarias) nu søgte at rette profetens opmærksomhed mod netop denne ypperstepræst.

"Han lod mig se ypperstepræsten Josua," hedder det i profeten Zakarias Bog (3:1). Den hebraiske tekst lader ane, at engelen ligefrem ’fremviste’ Josua, og vor seneste danske oversættelse glemmer ikke ordlyden ’derpå lod han mig se’ ved at fremhæve selve nødvendigheden (i det givne forløb): ’lod han mig se’.

Ja, den, som læser dette afsnit, kan (ved at grund over Gudsordet) få det indtryk, at ’vi kommer ikke videre i teksten, hvis ikke vi tager os tid og opmærksomhed til at betragte denne betydningsfulde skikkelse i datidens (og som vi vil komme til at se) fremtidens Jerusalem.

I første omgang bør vi derfor (uden navns nævnelse) især iagttage selve embedet. Vi bør nærmere betragte ypperstepræsten og hans helt specielle gerning (som en af ’de to vidner’… Åb.11:3-4) i de sidste dages Jerusalem.

Det første, vi som Kristi efterfølgere, søger at dvæle ved, er den forunderlige kendsgerning, at også vi har en ypperstepræst. Hebræerbrevets forfatter udtrykker det sådan: "Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast ved bekendelsen" (Hebr.4:14).

Ny Testamente betoner altså, at den åndelige helligdom, der som en bygning ’sammenføjes og vokser til et helligt tempel i Herren’ (Ef.-2:21), har en ypperstepræst! Apostelen Paulus erklærer i netop den sammenhæng følgende: "I Ham (Jesus) bliver I (hedninger) sammen med os (jøder) opbygget til en Guds bolig i Ånden" (Ef.2:21-22)… og det er i tjenesten for denne ’Guds bolig i Ånden’, at der også (så vidt det kan forstås), er indsat en ypperstepræstelig gerning, som i de sidste dages Jerusalem skal fastholde dette syn om Det Tredje Tempels opførelse.

For ret at kunne forstå og fatte, hvad dette (på længere sigt) kommer til at betyde med hensyn til de to med Ånden salvede vidners profetiske budskab - er det (mener jeg) af overordnet betydning, at vi straks mærker os Ny Testamentes definition af det kommende tempel: ’En Guds bolig i Ånden’ – samt at vi ikke et øjeblik viger fra den bekendelse, at denne bolig (dette hellige tempel) bestående af genfødte Jesus Messias-troende jøder og ikke-jøder i denne afsluttende tid vokser og sammenføjes over hele jorden.

 

DEN HELLIGE STENS STORE BUDSKAB

Efter at Herren har frataget ypperstepræsten Josua (som der fortælles mere om i Bibelen end om nogen anden ypperstepræst) ’hans snavsede klæder’, og efter at Han har sat ’et rent hovedbind på hans (ypperstepræstens) hoved’ – ja, givet ham de største forjættelser – så lægger Han (Herren) en særlig sten foran ham (ypperstepræsten).

Denne sten er ’særlig’, fordi ’den har syv øjne’, og fordi den omtales som ’denne ene sten’ – men mest fordi Herren gør opmærksom på den med ordene: "Se jeg rister selv dens indskrift" med tilføjelsen: "Jeg er Hærskarers Herre; på en dag udsletter jeg dette lands skyld! Da skal det blive anledning til fest. I vil indbyde hverandre til gæst under vinstok og figentræ" (Zak.3:9-10).

Hvad er det for en sten, som her omtales, og som Herren opfordrer til at skænke en særlig opmærksomhed – og hvem er vi, om vi ikke på stedet giver os til at undersøge, hvad ’denne sten’ står for? – Ja, må Herren forbyde, at vi lader denne indtrængende opfordring ’ligge hen’ uden at efterfølge den, thi at vide, hvad denne sten står for og at få indsigt i, hvad den betyder, synes at være af så stor betydning, at det må betragtes som en alvorlig overtrædelse ikke at undersøge stenens budskab.

Det første vi bemærker med henblik på den nærmere forklaring vedrørende denne særlige sten, som ’lægges hen foran ypperstepræsten Josua’, er den henvisning, som Herren udtaler i den forbindelse. Han siger: "Hør, du ypperstepræst, Josua, du og dine embedsbrødre, som sidder for dit ansigt, de er varselsmænd!" – Herefter tilføjes det (som en usædvanlig klargørende besked): "Se, Jeg lader min tjener Zemak komme!" (Zak.3:8)

I dag ved så godt som alle, hvem Zemak er. Navnet betyder: ’Spire’, og leder med det samme tanken hen på Esajas-ordet, som siger: "Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af Hans rod" (11:1).

 

TEMPLETS FORHÆNG BLEV SØNDERFLÆNGET

"Nu havde også den første pagt sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom," hedder det i Hebræerbrevets niende kapitel, første vers… hvilket vil sige, at også den anden pagt må have sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom.

Den ordning for den nye pagt er blevet beseglet på Golgata, hvor der sket noget afgørende i Guds Tempel inde i Jerusalem, da den unge 33årige jøde fra Nazaret blev henrettet på et kors uden for byen.

Evangelisten Matthæus fortæller i sit evangelium følgende: " Da råbte Jesus igen med høj røst og opgav ånden – og se, forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst, og jorden skjalv, og klipperne revnede, og gravene åbnede sig, og mange af de hensovedes hellige legemer opstod, og de gik ud af gravene og kom efter Hans opstandelse ind i den Hellige Stad og viste sig for mange – og da høvedmanden og de, der sammen med ham holdt vagt over Jesus, så jordskælvet, og hvad der ellers skete, blev de rædselsslagne og sagde: ’Sandelig, Han var Guds Søn’!" (Matt.27:50-54)

Det, som den romerske officer så, og som fik ham til at udtale denne enestående bekendelse, at den korsfæstede ’virkelig var Guds Søn’! (v.54) var alt sammen hændelser, som fandt sted uden for Templet i Jerusalem. Hvad der skete inde i Templet så romeren og hans vagtfolk ikke, fordi de havde ingen adgang til helligdommen – men Matthæus og to andre af Jesu disciple erklærer på det bestemteste, at denne begivenhed (med det sønderflængede tempelforhæng) fandt sted (Mark.15:38 og Luk.23:45). Den sidste (evangelisten Lukas) beretter, at der (inden tempelforhænget splittedes midt imellem) var ’mørke over hele landet fra den sjette time indtil den niende time’, hvor også ’solen formørkedes… Konklusionen bør (efter min mening) være følgende:

I virkeligheden er denne hændelse (tempelforhængets sønderflængelse) den absolut (i forhold til Templets gudstjenesteordning) største og mest afgørende begivenhed, som fandt sted ved Jesu henrettelse for 2000 år siden.

1) Jordskælvet er glemt; 2) De hellige, som steg op fra deres grave er en begivenhed, der hører fortiden til; 3) solformørkelsen huskes ikke længere – men tempelforhængets sønderrivelse går aldrig i glemmebogen; det er en dyb, symbolsk begivenhed, som nu (i forbindelse med opførelsen af det tredje tempel) træder i forgrunden og fordrer hele verdens opmærksomhed!

Hvad vil de jødiske ledere nu gøre med den påbudte adskillelse mellem Det Hellige – og Det Allerhelligste i Jerusalem-templet? Og hvem skal med autoritet stille dem overfor betydningen af den afgørelse, som templets nye bygmestre er tvunget til at tage.

Har dette noget at gøre med ypperstepræsten Josuas tjeneste i Jerusalem i den embedstid på 1260 dage, som er blevet ham givet? Er svaret på dette spørgsmål forbundet med den sten, som lægges hen foran hans ansigt, og hvis inskription er givet af Gud, og hvis indhold er hemmeligholdt indtil denne time?
 



2019-01-24
 

SNIGMORDERNE

Efter nyhederne om, at en 75årig palæstinensisk araber, ved navn Mohammed Jamal Rashda, den første torsdag i januar er blevet idømt 11 års fængsel for at have planlagt at myrde Israels premierminister Benjamin Netanyahu, så dukker sørgelige billeder frem på skærmen. Det er erindringerne om drabet på Israels Yitzhak Rabin i 1995 – og den mørke viden om, at der findes dræbere, som endnu i denne time forbereder deres næste attentat, må få alle retsindige borgere til at bede Gud bevare Israel – og vort eget land fra snigmorderens lurende ugerninger. Om Israel er følgende at berette:

Efter en tale på stævnepladsen i Tel Aviv spadserede Rabin ned af rådhushallens trappe og gik hen imod den åbne dør i bilen, der ventede ham. I det øjeblik affyrede Amir (den unge snigmorder) tre skud fra sin halvautomatiske pistol (Beretta 84F). Han blev øjeblikkelig overmandet af sikkerhedsvagter og på stedet arresteret, mens han stadig havde det tømte mordvåben i hånden. Det tredje skud ramte ikke Rabin men hans bodyguard, Yoram Rubin.

Rabin blev i hast bragt til hospitalet i Tel Aviv Souvasky Medical Center, hvor han døde på operationsbordet efter 40 minutters forsøg på at redde hans liv. Dødsårsagen var blodtab og en perforeret lunge.

Snigskytter har altid været på spil: US-præsident John F. Kennedy (1963), Martin Luther King (1968), Robert F. Kennedy (1968). Forsøg på at myrde US-præsident Ronald Reagan (1981). Drabet på Yitzhak Rabin (1995). Siden år 465 før Kristus og til nu har mere end 266 kendte personer mistet livet som ofre for et lignende bagholdsdrab. Blandt disse er mordet på beatle-musikeren John Lennon.

Ikke få snigskyttemord har ændret historiens gang. Da Abraham Lincoln i 1865 blev dræbt af en snigskytte blev nationen kastet ud i en bølge af borgerkrig, og da fyrst Franz Ferdinand blev slået ihjel i 1914 blev dette mord tændsatsen til den 1. verdenskrig, som kostede 9.407.136 liv på tre kontinenter.

Da den russiske kejserlige familie blev ’ryddet af vejen’ i 1918, fik denne brutale ugerning betydning for det efterfølgende forhold mellem øst og vest.

(Mange er imidlertid af den opfattelse, at hvis Adolf Hitler i 1944 var faldet for en snigskyttes kugle, så ville hundreder og tusinder liv have været sparet – og ikke få er af den mening, at hvis John F. Kennedy havde overlevet d. 22. nov. 1963, ville Vietnam-krigens 58.000 amerikanske soldater ikke været faldet…)

Verdenshistoriens groteske kronik over snigmordernes ofre (55.000 i Mexicos narkokrig fra 2006-2012) er mørke kapitler – og denne dødsjournal er endnu ikke afsluttet! 2019 vil ej heller gå fri.

Sorthandskede mænd med kikkertsigte-rifler er i denne time travlt optaget med at klargøre deres våben – og ét enkelt skud kan afgøre historiens forløb – på alle områder! Må Gud se i nåde til de bønner, som i begyndelsen af dette år opsendes til Ham med hensyn til de mørke magter, der lurer globalt og nationalt på lande, folk og riger…

 

ORD, DER ER FARLIGE FOR SYSTEMET

Som det er hændt i alle tidligere slægtled, så er endnu engang de mægtigste riger ved at sejle bort som halvvisne blade i tidsflodens brusende strømme. Et underligt ’ukendt år’ ligger forude – og stillet over for Gud Herrens overvældende værk er selv de største folkeslag som ubetydelige støvgran, der svinder som dug for solen – ja, de er (som profeten siger) ’kun at regne som dråber på en spand’ (Es.40:15)…

Det er ud fra denne synsvinkel, at vore mandagssamlinger i NYT HÅB’s lokaler på Damhus Boulevard 28, 2610 Rødovre nu drejer ind i den bibelske dimension, hvor Åbenbaringsbogen stiller skarpt på ’de to vidner’. Emnet er knyttet til det i Skriften gennemgående begreb: ’Konger og præster’ – og de angivne 1260 dage, hvor disse to hellige tjenere skal styre den hele verden fra Jerusalem er ved – med stormskridt – at nærme sig!

Bibelkommentarer giver i den forbindelse (med hensyn til Åbenbaringsbogens syner) udtryk for, at ’alt dette vil vi først rigtig komme til at forstå, når de omtalte begivenheder indfinder sig (Johs.2:17 og 22). Hertil er at svare, at det er så sandt som det er sagt – men selve optrækket til de apokalyptiske begivenheder er allerede i fulde omdrejninger, og det er på høje tid, at Guds folk alle vegne begynder at indse, at det netop er sådanne ’forståelsens afslutningstider’, som vi er på vej ind i.

At kirkens opstandne Herre stadig holder visse fremtidige hændelser skjult i sin herlighedsstrålende kappefold, har – tror jeg – mere at gøre med det udsagn, der lyder sådan: "Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det endnu…" (Johs.16:12).

 

OLIEKAR-FORJÆTTELSEN

Der skjuler sig en stærkt opmuntrende forjættelse (som jeg personligt tager til mig), at hvad angår ’Kristi kirkes tjeneste under dyrets hærgen’, så vil det ikke komme til at mangle på Helligåndens vedvarende og uafbrudte bistand. At de to vidner benævnes som ’de to med olie salvede, som står for al jordens Herre’ (Zak.4:14), taler om en åndskraft, der én gang er givet, og som ikke sidenhen under nogen omstændigheder ophører eller svigter.

Dette har ført til spekulationer vedrørende den helt nye (og aldrig før sete) fremstilling af ’lysestagen med de syv lamper og de syv rør til lamperne’ (Zak.4:2). – "Hvad er det for et ’oliekar’, som er anbragt ovenpå lamperne," har nogle (af de lærde) spurgt. "Det har vi aldrig set før?"

Et af svarene er imidlertid så godt, at det skal vi ikke give slip på! "Det oliekar er specielt konstrueret til det vidnesbyrd, som i 3 ½ år skal udgå fra Jerusalem," hedder det. Denne særlige endetidens tjeneste vil aldrig mangle olie – og der er olie nok i beholderen. Den løber aldrig tør!

Når jeg hertil tillader mig at kommentere, at den ’oliekar-forjættelse’ tager jeg personligt til mig. Den er for mig et løfte om, at der er olie nok til, at den tjeneste, som har at gøre med bl.a. tolkningen af Åbenbaringsbogen ikke vil svigte. Et gigantisk arbejde ligger foran os – og det er her et ophøjet tilsagn, at vi i denne undervisning aldrig vil ’løbe tør’. Ja, ’salig er den, der oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær!" (Åb.1:3)

Oliekar-forjættelsen indebærer yderligere et tilsagn om beskyttelse; det bliver nemlig på et tidspunkt ikke ufarligt at ’oplæse’ ej heller ’at samles for at lytte’ til Åbenbaringsbogens ord, thi disse indeholder et så stærkt vejledende lys, at de vil blive betragtet som ’farlige for systemet’.

 

DEN SIKRE INFORMATION

Vi er i vor gennemgang af Åbenbaringsbogen nået til den første ’sikre definition’ af de to vidner. Vi bryder os ikke om nogen usikre spekulationer men gør som profeten Daniel. Hvis der var noget, han ikke rigtig forstod, så bad han det himmelske sendebud om ’sikker oplysning’ (Dan.7:15) – og den fik han!

… og hvad angår den styreform, som i de 1260 dage udgår fra Jerusalem, da skal ingen forvente, at det bliver et blødsødent ’kvindeagtigt’ regimente. Da Herrens Ånd kom over profeten Ezekiel, forklarede han, at ’jeg vandrede bitter og gram i hu, idet Herrens hånd var over mig med vælde’ (Ez.3:14).

Den store, uafvendelige udfordring, der venter de hellige i en ikke fjern fremtid, er dyret. Dette (udyret) har med sin brutale fremfærd kun ét mål. Det vil med djævelens vold og magt sætte sig i Guds helligdom – og netop dette kan vi i øjeblikket se både i det bulgarske statsovergreb på landets evangeliske kristne – og i Danmarks seneste lovgivning om de danske frikirker. Staten vil have plads i kirkens styrefunktion – men vil for en tid (må Gud give nåde dertil) blive afvist af dem ’der holder igen’ (2.Thess.2:6-7).

Spørgsmålet er nu: Efter hvilke præmisser bliver disse to regeringsledere identificeret? Hvad er det for et styre, som i dette tre og et halvt år magtfuldt vil blive manifesteret fra Jerusalem? Hvad er den eneste og egentlige baggrund for denne verdensregerings virke? Hvad er det for et program, som dette styre står for? Hvad er dets ide?

 

DE TO VIDNER KLART DEFINERET

Et af de forhold, som jeg tør fastholde med hensyn til profeten Zakarias tydelige og absolut uimodsigelige påstande (vedr. de to vidners regeringsperiode i endetidens Jerusalem) er navnene på de to mænd, som apostelen Johannes i sit apokalyptiske skrift angiver; han omtaler de to vidner som værende Zerubbabel og Jesua. Altså de to Herrens tjenere, som 500 år før Kristus var drivkraften i opførelsen af Templet i Jerusalem.

Om disse to står i Gammel Testamente følgende skrevet: "Og Jesua, Jozadaks søn… og Zerubbabel, Sjealtiels søn, skred til at bygge Israels Gud et alter (Ezra 3:2)… og sidenhen følgende: "Da tog Zerubbabel, Sjealtiels søn, og Jesua, Jozadaks søn, fat på at begynde at bygge Guds Hus i Jerusalem (Ezra 5:2).

At det f.eks. skal være Jerubbabel, der er udset til at være ’prototypen’ på den ene af ’de to med Guds Ånd salvede vidner’ fremgår (som jeg ser det) af profeten Zakarias’ udsagn. Han siger: "Zerubbabels hænder har lagt grunden til dette hus, hans hænder skal også fuldende det!" (Zak.4:9)

Det kan (mener jeg) ikke siges tydeligere! Herefter behøver ingen længere at stille spørgsmål med hensyn til identiteten af de to vidner. Dem, der lagde grunden til Herrens tempel i Jerusalem (og der kan ikke under nogen omstændigheder være tale om andre) skal være de samme, som i en ikke fjern fremtid fuldender værket.

Dermed er ikke sagt, at det bogstaveligt bliver de to mænd (som i 2500 år har ligget i deres grave) der nu skal genopstå for at ’gøre arbejdet færdigt’ – men det vil sige, at arbejdet med at opføre Det Tredje Tempel i Jerusalem ikke kan overlades til andre end til en civil-religiøs administration, der i ét og alt er gennemsyret af den Elias Ånd, som prægede disse to gammeltestamentlige skikkelser. Det Tredje Tempels topsten (fuldendelse) vil (ifølge dette skriftafsnit fra profeten Zakarias) på et tidspunkt blive placeret af ’en Zerubbabel’, og den efterfølgende tjeneste i dette Tredje Tempel vil blive ledet af en ypperstepræst – ’en Josua’ – som vil følge Israels Guds anvisninger bl.a. med hensyn til de ofre, der (ifølge Ezekiels konstruktionstegninger… kap.40-48) kan bringes i dette tempel. Disse to – og ingen andre – kan som to olietræer indtage deres stillinger ’til højre og til venstre fore lysestagen’ (Zak.4:11). Disse to – og ingen andre – er ’de to med olie salvede’, som står for al jordens Herre’ (4:14)… og dersom nogen vil søge at fremsætte tolkningsforslag om andre personer, så er det (mener jeg) ikke folk, der fremmer forståelsen af det hellige og kraftfulde styre, som i 1260 dage udgår fra de afsluttende dages Jerusalem. Det vil i stedet være ’bibelfortolkere’, som ’fordunkler Guds råd med ord, som er uden mening…’ (Job.38:2).

Min søndagsprædiken på 2. søndag efter Hellig Trekongers dag havde følgende indhold:

 

EVIGHEDSØJEBLIKKE PÅ HVERDAGSPLAN

Beretningen i Ny Testamente om Jesu tilstedeværelse ved brylluppet i Kana er almindeligvis kendt som historien om, hvordan Jesus forvandlede vand til vin. Dette er imidlertid ikke apostelen Johannes’ ærinde! Da han slutter historien i sit evangelium, er hans fokus udelukkende dette ene: ’Således gjorde Jesus begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og Hans disciple troede på Ham’ (v.11).

Med andre ord: En aldeles ny og afgørende fase af den evige frelsesplan’, der (som apostelen udtrykker det) ’fra evighed af har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud, alle tings skaber’ (Ef.3:19).

Øjeblikket ved bryllupsfesten var altså mere end usædvanligt; det var af så skæbnesvanger betydning, at det ganske univers – hele alskabningen – må have holdt vejret, thi ved denne hverdagsbegivenhed ’gjorde Jesus begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed’.

Derfor må det kunne forventes af Johannes, at han fortæller denne historie ordentligt. At han her lader den halve verden forstå, at dette var ’et profetisk øjeblik, og at et brag af et mirakel her havde fundet sted.

Men præcis det modsatte er sket. Vi får at vide, at Jesu mor, Maria, var indbudt til brylluppet. Jesus og Hans disciple var ikke ’hovedpersoner’; de var (sagt i parentes): ’også indbudt’ (v.2).

Det problem, der opstod ved brylluppet, var ikke af en særlig ’from karakter’. Værterne havde ikke taget højde for, hvor megen vin, der ville blive drukket. Jesu mor siger til Ham: "De har ikke mere vin!" (v.3) – og da miraklet så endelig finder sted, og vandet i seks store vandkar mirakuløst bliver forvandlet til vin (spandevis af en vin af en årgang, som chef-tjeneren aldrig før i sit liv havde smagt magen til) – så gør Johannes i sin beretning ikke noget særligt ud af den historie. Han skriver blot:

"Da skafferen smagte på vandet, der var blevet til vin, vidste han ikke, hvor det kom fra" (v.9)… men det mest besynderlige ved dette ’hemmelighedsfulde evighedsøjeblik’ er Jesu egen handlemåde.

Da Maria forelægger Ham problemet: "De har ikke mere vin," siger han: "Mor, lad mig være i fred; min time er endnu ikke kommet!" Få minutter senere taler Han et andet sprog: "Fyld karrene med vand! Øs nu op og bring det til skafferen!" (v.8)

Ingen kan i dag sige, hvad der den dag ved det bryllup fra det ene øjeblik til det andet fik Jesus til at tale og handle anderledes, end Han havde gjort i 30 år. – Men én ting er sikkert: Når Han så sig omkring, var alt beredt. Tjenere stod parat (’alt hvad Han siger til jer, det skal I gøre’ havde Maria sagt… v.5).

Seks store vandkar stod klar til at blive anvendt til det store under. Øjeblikket var inde – og der var et problem, som skulle løses, og Han var ’sat på sagen’ af sin egen mor.

Lad derfor denne enestående beretning fra Ny Testamente være en hilsen til en og anden, som læser disse linjer. Gud har en hemmelig frelsesplan, som han vil iværksætte på hverdagsplan. Den mest uanseelige hændelse kan blive springbrættet ind i en hel ny fase i vandringen med Gud.

Den opfattelse, at de største øjeblikke skal indvarsles med en storslået hændelse, er en tidsåndens tolkning, som ikke hører Guds Rige til.

"Efter uvejret kom der et jordskælv," hedder det i Gamle Testamente. "Men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der en stille, sagte susen, og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til huset…" (1. Konge 19:11-13).

(Hver søndag kan ugens prædiken høres under menupunktet ’lyd og billeder’. Den følger folkekirkens 1. tekstrække og varer altid 27 minutter… denne prædiken blev desuden gengivet i ugeavisen ’Udfordringen’).
 



2019-01-16
 

STATSFORFØLGELSE AF KRISTNE KAN BESEJRES

Inden jeg i det følgende vil beskæftige mig med den voldsomme debat, som TV2-serien ’Guds Bedste Børnhar udløst, vil jeg et øjeblik dvæle ved de gode nyheder fra Bulgarien, som bevidner, at ’statsforfølgelse af kristne kan besejres’. Der er – mener jeg – brug for denne udfaldsvinkel, thi med de statslige reaktioner på den omtalte Tv2-serie, lurer en sådan statsmagtsforfølgelse af Danmarks troende i horisonten.

Kort før årsskiftet blev jeg af bulgarske kristne anmodet om at sende en nytårshilsen til de dristige borgerrettighedsforkæmpere, som i ugevis – ved voksende folkeforsamlinger – har protesteret foran det bulgarske parlament.

Denne sjældne demonstration har kraftigt manifesteret de evangelisk-protestantiske kristnes modstand mod den lov, som for tiden søges gennemført med en jernhånd, der meget minder om sovjettidens forfølgelser.

Ved juletid indtalte jeg derfor en videooptagelse af et nytårsbudskab, som i disse dage ses af tusinder i Bulgarien. Jeg talte på engelsk, og de få minutters tale er blevet udsendt med russisk undertekst. Her gengiver jeg Nytårsbudskabet til de bulgarske kristne på dansk:

 

LET MY PEOPLE GO!

I den videooptagelse, som jeg i december 2018 af de bulgarske kristne er blevet opfordret til at sende til alle landets evangeliske menigheder, gør jeg det klart, at der lever og ånder et profetisk udsagn bag de lovlige protester, som i de seneste uger har fundet sted over det ganske land. Dette udsagn lyder sådan: ’Let my people go!

Da vor danske pilgrimkonvoj brat måtte afslutte sin rejse gennem Bulgarien i 1989, skete det ved de kommunistiske myndigheders totalitære indgreb i Varna, hvor jeg selv blev arresteret og vor konvoj blev interneret, og mit rejsepas blev stemplet med påtegnelsen ’Persona non grata’!

Inden min sidste prædiken, som fandt sted fra taget af en lille evangelisk kirke på Lenin Boulevard, Varna, blev jeg af stedets politichef fremstillet for en dommer, som på det strengeste forbød mig atter offentligt at udtale Bibelens ord til Farao: "Let my people go!" - Klik HER for at se Johny i Varna i 1989 sige: Let my people go!

Ved det efterfølgende møde underskrev 4000 kristne to store skriftruller med præcis dette budskab til Bulgariens daværende præsident, Todor Zhivkov, og den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov: "Let my people go!" – og politiet greb ind på stedet; få dage efter blev vor konvoj under streng bevogtning udvist af landet.

Et sådant Grundlovs-overgreb vil i dag ikke blive tolereret i noget land, som er medlem af det Europæiske Fællesskab – men er forsøgt atter at blive indført i Bulgarien ved de 10 nye lovbestemmelser, som er blevet behandlet i Bulgariens Parlament.

Da jeg i anledning af 25-året for Sovjetstyrets fald atter blev indbudt til at besøge de bulgarske evangelisk-protestantiske menigheder (som i dag er truet af den samme ’Farao’) anmodede jeg om, at to nye skriftruller blev udfærdiget med stort set den samme tekst. Udover frihedsråbet ’Let my people go’! havde disse to skriftruller imidlertid en profetisk tilføjelse, der henviste til apostelen Peters advarsel mod den ånd, der er beslægtet med byerne ’Sodoma og Gomorra, som Gud dømte til ødelæggelse, idet Han satte dem som et advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider (2.Pet.2:6).

Samtidig med, at det kontroversielle lovforslag for tiden søger at forbyde de evangelisk-protestantiske menigheder at uddanne deres egne åndelige ledere samt søger at hindre dem i at forsamles (ved at undergrave den konstitutionelle forsamlingsfrihed) – så søger det nye lovforslags 4. artikel at begrænse ytringsfriheden ved at forbyde en hvilken som helst bibelsk advarsel mod den gudløse ånd, der (som et eksempel) henviser til Sodoma!

Til dem, der fejlagtigt mener, at dette ’blot er en ubetydelig detalje’, vil jeg her sige, at de vil blive klogere med tiden. Jeg opfordrer derfor de bulgarske åndelige ledere til i det nye år at fortsætte frihedskampen med fornyet kraft. Det bliver en kamp mod fortidens røde spøgelser – men også en kamp mod de nye afgrundsmagter, der søger at overvælde en opvoksende generation med Sodomas synd.

Dette er den nytårstale, som jeg fik lov at holde for de bulgarske menigheder – og de meddeler mig nu den sidste vending i sagen, som kan berette om en stor nytårssejr for de kristne i Bulgarien. Herom er følgende at fortælle:

 

SYV PARAGRAFFER KASTET OVER BORD

De otte gadeprotester, som med en overvældende tilslutning har været gennemført foran parlamentet i Bulgarien, har nu fået sine konsekvenser. De røde lovgivere har måttet give efter for de manifestationer, som de protestantiske-evangeliske troende i Bulgarien iværksatte. Mens store skarer af kristne var i bøn uden for parlamentsbygningen, og lovsangen kunne høres i forsamlingssalen, så blev en afstemning blandt lovgiverne gennemført på parlamentets sidste arbejdsdag d. 21. december i 2018. En ny lovregulering af de evangeliske kristnes forhold trådte i kraft nytårsdag d. 1. januar 2019. (Nøjagtig som det sket i fjor, hvor en ny lov for frikirker uden for folkekirken trådte i kraft nytårsnat ved indgangen til 2018).

Det sovjetlignende lovforslag, som i Bulgarien først blev fremsat i oktober 2018, har på grund af den nationale protestbølge og det internationale pres fra Menneskerettighedsdomstolen i Strassburg lidt skibbrud. Syv diskriminerende og antikristelige paragraffer er blevet kastet overbord. Disse er følgende:

1. Staten kan ikke hindre de evangeliske kirker i at uddanne deres egne præster

2. Staten kan ikke forbyde evangeliske kirker i andre lande i at sende økonomisk hjælp til deres trosfæller i Bulgarien.

3. Staten kan ikke sætte nogen censur-begrænsninger på de evangeliske kirkers forkyndelse.

4. Staten kan ikke forbyde en liturgisk gudstjeneste, hvis den ikke finder sted i en af staten anerkendt bygning.

5. Staten kan ikke hindre evangelisk tjeneste og virksomhed, som ikke er af bulgarsk oprindelse.

6. Staten kan ikke fordre, at en kirkes virksomhed skal være understøttet af mindst 3000 medlemmer.

7. Staten kan ikke begrænse visse privilegier til grupper, som repræsenterer mindst en procent af befolkningen.

(Personligt har jeg bidt mærke i, at én af de bestemmelser, som de bulgarske lovgivere ikke ville kaste overbord, er den paragraf, som siger: ’Udlændinge, som medvirker til religiøs forkyndelse i Bulgarien, skal oplyse Direktoratet for religiøse anliggender om deres aktiviteter’).

Alt dette får mig til at vende blikket mod den aktuelle statsforfølgelse af danske kristne, hvis første skridt i det nye år synes at være:

 

MISINFORMATION

En af deltagerne i den heftigt debatterede TV2-dokumentation ’Guds Bedste Børn’ er den unge, danske evangelist, Torben Søndergaard, som jeg personligt betragter som en ildsjæl, der i sin nidkærhed for at forkynde evangeliet kan have gjort sig skyldig i de samme bitre fejltagelser, som jeg selv – i mine yngre dage – rodede mig ind i med hensyn til begrebet ’den radikale forkyndelse af evangeliet’.

Jeg tænker her ikke mindst på den mangel på indsigt og visdom, jeg havde i min omgang med medierne. Som uddannet journalist burde jeg have vidst bedre – men jeg var godtroende nok til at deltage i forskellige programmer og interviews uden at tage højde for, at der blandt pressefolk findes bladsmørere, skjulte kameraer og undercover-journalister, som man ikke kan stole på ’over en dørtærskel’.

Jeg – og andre med mig – har derfor fuld forståelse for, at Torben Søndergaard efter TV2-fremstillingen af bevægelsen ’The Last Reformation’ nu har stilet en klage til Lasse Bjerre, TV2, og dokumentarkompaniet om misinformation angående formålet med optagelserne.

Jeg ville have gjort det samme!

 

ET OVERGREB

Da Torben Søndergaard i sin tid skrev under på en kontrakt om en TV-dokumentar om bevægelsen ’The Last Reformation’ kunne han ikke i sin vildeste fantasi have forestillet sig, at han indgik i en hemmeligholdt, planlagt serie, hvor andre personer, som har været i offentlighedens kritiske søgelys (bl.a. en præst, som nu er dømt for seksuelle overgreb) skulle medvirke i samme dokumentar.

"Hvis jeg havde vidst dette, havde jeg ikke ønsket at medvirke," forklarer Torben Søndergaard. "Denne for mig ukendte motivation," fortsætter han, "ændrer hele fundamentet for den præsentation, som er blevet mig forelagt."

"Jeg er dybt rystet og chokeret over at TV2 på den måde har misbrugt både mig og andre kursister og medarbejdere i den viste TV-serie," skriver Torben Søndergaard i sin klage.

Følgende passus i klageskrivelsen, som søndag d. 6. januar kl. 16:00 blev afsendt til Pressenævnet, kan få betydning i et retsligt efterspil. Torben Søndergaard forklarer:

"Jeg klager (i min henvendelse til pressenævnet) videre over, at der blev brugt undercover-journalister, som meldte sig på et kursus og lod sig døbe. "Afsløringen (i TV-programmet) af, at journalisterne havde lavet optagelser med skjult kamera, fik flere af kursisterne til at bryde sammen i gråd," fortæller han og tilføjer: "De følte det i den grad som et overgreb…"

Torben Søndergaard omtaler TV-billerne af en dreng, som (angiveligt) ’tisser i bukserne af frygt’. Denne scene blev fremstillet, som om drengen var bange for dæmonuddrivelserne – men (forklarer Torben Søndergaard): "Han blev sur, fordi han ikke fik lov til at bade i dåbsbassinet…"

Om dette forhold (dæmonuddrivelsen) har jeg med disse linjer følgende kommentar fra Den Hellige Skrift:

 

FØR HAM HEN TIL MIG

Spørgsmålet er nu, hvad statens social- og børneminister i sagen om Torben Søndergaard vil stille op med det tilbagevendende emne om ’dæmonuddrivelse’. Kirken har gennem århundreder bygget sin lære om dette forhold på de mange eksempler i Ny Testamente på Jesu egen virksomhed. Eksemplarerne er ikke få, hvor Jesus personligt uddriver onde ånder – undertiden under så dramatiske omstændigheder, at de ville passe dårligt ind i en pæn folkekirkelig gudstjeneste.

"Herre, forbarm dig over min søn," siger en fortvivlet far til Jesus, idet han tilføjer: "Han er månesyg og lider meget; ofte falder han i ild og vand."

Jesus havde ikke samme ’navn’ for den omtalte plage. Han bad (med et bebrejdende ord vedrørende deres vantro) sine disciple om at bringe den stakkels dreng hen til sig. "Før ham herhen til mig," siger Jesus i den omtalte tekst (Matt.17:17). ’Så talte Jesus strengt til ham (drengen), og den onde ånd fór ud af ham, og drengen blev helbredt fra den samme time’.

Hvis denne begivenhed havde fundet sted i det velbjergede, danske velfærdssamfund i dag, så havde kirkeministeren og social- og børneministeren måttet gribe ind. Forskellige børneorganisationer ville have råbt vagt i gevær – og den store TV-offentlighed ville have reageret med forargelse og med tusind’ lærerbreve og digitale kommentarer forlangt, at ’den slags skræmmende, religiøs virksomhed blev stoppet…

Dette fører til mit første punkt i den lille analyse, som jeg her (ikke mindst på baggrund af de evangeliske kristnes storsejr over et statsligt motiveret angreb på bulgarske troende) vil sætte under lup.

(Det drejer sig om i alt tre velforberedte anslag, som øvrigheden og dens kirkelige medløbere vil iværksætte i det år, som nu ligger foran os):

1. Staten som lovovertræder

2. Frikirkernes pæne afstandstagen

3. Specialtropper mod danske, kristne hjem

Lad mig her starte med det første punkt:

 

STATEN SOM LOVOVERTRÆDER

Inden folketingets forhandlinger i 2016 om ’indskrænkelse af frihed for religiøs forkyndelse’, udtalte Løkke Rasmussen, at ’man var villig til at gå til kanten af, hvad grundloven tillader’. Dermed er det sagt! Det danske styre er så stærkt motiveret med hensyn til en begrænsning af trosfriheden, at der nu kun er én ting, som kan holde det tilbage – og det er grundlovens tydelige og umiskendelige påbud om trosfrihed, hvor dette ikke er til at misforstå.

Ifølge Danmarks Grundlov § 67 har borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Det store spørgsmål i disse dage, som indleder det nye år, er, hvor tæt på grundlovsteksten politikerne og regeringen tør sætte grænsen for, hvad de kan tillade sig, før de overskrider den tydeligt optrukne linjer, der betegnes som grundlovsovertrædelse.

De, der søger på at ’gå til kanten af det tilladelige’, vil (med hensyn til trosfriheden) i de kommende uger og dage blive stillet over for bl.a. det spørgsmål, om ’uddrivelse af dæmoner’ og ’helbredelse ved håndspålæggelse’ fremover skal forbydes ved lov i kongeriget Danmark.

Grundloven fordrer, at lovgiverne skal respektere – ja, understøtte (§ 4) og befordre den protestantiske, evangeliske lære, som den er blevet forkyndt af Martin Luther – og eftersom netop han var én af reformationens største og stærkeste forkyndere af den lære, at Bibelen er Guds Ord, så har folket dermed i den 4. bestemmelse af forfatningen afgjort denne sag én gang for alle.

De troende borgere i Danmark (som lever og ånder efter den overbevisning, at ’uddrivelse af onde ånder’ og ’helbredelse af syge ved håndspålæggelse’) har fremdeles borgerret til at forsamle sig for at ’holde gudstjeneste’ på den måde.

Ja, ikke kun har de som danske borgere ret til at ’uddrive onde ånder’ og ’helbrede de syge ved håndspålæggelse men staten bør yderligere tage højde for, at grundloven påbyder den (som lovgiver) at understøtte Luthers lære også på dette punkt.

Luther var ikke på noget tidspunkt uenig med Ny Testamentes missionsbefaling, som med Jesu egne ord befaler følgende: "Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for al skabningen. Den, som tror og bliver døbt, bliver frelst, men den, som er vantro, skal blive fordømt.

Jesu missionsbefaling fortsætter: "Disse tegn skal følge dem, der tror; i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger… på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske" (Mark.16:18).

Hvis staten nu vil gå så langt i dens nidkærhed for at begrænse trosfriheden, at den vil forbyde de danske troende borgere at adlyde Jesu missionsbefaling, så vil den ikke blot overtræde grundlovens trosfrihedsparagraf – men den vil komme til at opleve, at enhver sand kristen vil nægte at efterleve dette nye påbud.

Grundloven siger ikke, at lovgiverne personligt skal have en sådan overbevisning – men den konstaterer, at det er folkets udtrykkelige vilje, som sort på hvidt erklærer, at enhver dansk borger har ret til at samle sig med andre trosfæller for at udøve denne gerning, og ingen statsembedsmand, minister eller politichef må hindre dem i at efterfølge dette sidste påbud af Herren Jesus Kristus.

De, som er af den opfattelse, at den slags ’gudsdyrkelse’ bør forbydes, er i deres gode ret til at have en sådan holdning. Før de kan udstede et forbud eller forsøge at retsforfølge de prædikanter, der adlyder deres Herres befaling, skal de ændre Danmarks Grundlov. Et forbud eller en anden form for hindring er i denne sag ikke kun ’at gå til kanten af loven’; det er en direkte overtrædelse af grundloven!

 

SPECIALTROPPER MOD DANSKE, KRISTNE HJEM

"Der er i Danmark brug for en særlig, national enhed (specialenhed), der kan holde styr på børns trivsel i de mest lukkede kristne miljøer i Danmark." Behovet for en sådan ’militant enhed’, der skal udrustes med specielle kompetencer, fremsættes af seniorkonsulent ved Børns Vilkår, Bente Boserup. "I dag er der simpelthen ikke nok viden på området," vurderer hun. "Det betyder, at det kan være svært for en kommune at gå ind og undersøge børnene," siger Bente Boserup efter at have set TV2-dokumentaren ’Guds Bedste Børn’ om lukkede kristne miljøer i Danmark.

"Der bør oprettes en selvstændig specialenhed, som alle kommuner kan bruge," slutter hun, idet hun tilføjer: "Her er vi nødt til at prøve lovgivningen helt ud til kanten."

Det vil med andre ord sige, at politikerne nu bliver direkte anmodet om at tage stilling til, hvorvidt den danske stat skal medvirke til, at der bliver uddannet specialtropper til at tage kampen op mod det fænomen, der betegnes som ’lukkede, kristne miljøer. Hvori disse ’miljøer’ består vides ikke – men det kan være kristne bofællesskaber, kristne menigheder, kristne uddannelsescentre – eller (hvad der er det i længden mest sandsynlige): ’Kristne hjem’.

Det nye slogan for denne moderne krigsførelse lyder sådan: "Vi prøver lovgivningen helt ud i kanten’. Hvad dette indebærer, kan kun fremtiden vise – men lynhurtige Tvangsflytninger af børn og brutale splittelser af kristne familier er desværre ikke noget ukendt begreb.

 

RETSSIKKERHEDEN KRÆNKES

At have til hensigt at ville (som det her siges): ’prøve loven indtil kanten’, kan forstås på flere måder – men det, der venter de kristne borgere, er, at grundlovens § 72, som siger, at ’boligen er ukrænkelig’ – og at ’der skal foreligge en retskendelse’ før politi og myndigheder kan trænge ind i en dansk borgers hjem – dette grundlovsværn fjernes!

En ’specialenhed’ (med særlige beføjelser) vil på stedet ophæve borgernes beskyttelse mod magtmisbrug. Det betryggende ved den danske grundlov, trækkes ’helt legalt’ med sådanne ’specialtropper’ (mod de kristne) væk under fødderne på alle danske familier og alle danske hjem.

Det hidtil nødvendige grundlag for berettiget mistanke lægges herefter i hænderne på en flok mere eller mindre ’pædagogiske pædagoger’. Den danske retsplejelov er imidlertid indrettet sådan, at den tager højde for virkelighedens verden.

Den nye specialenheds kontrollører er (set i virkelighedens perspektiv) et nyt magtapparat, som skal iværksættes mod kristne hjem og familier – og hvis en far og en mor ikke vil makke ret og beredvilligt lukke specialtropperne ind, så er denne nye indsatsgruppe forsynet med beføjelser (kompetencer), der bygger på anden lovgivning, som siger, at ’politiet yder, om nødvendigt, bistand (hvilket vil sige, at så slår betjentene døren ind).

Denne nye drejning i myndighedernes målbevidste krig mod de frikirkelige kristne menigheder og hjem rejser på stedet et retssikkerhedsmæssigt problem, som staten ikke skal have lov til at gennemføre uden at møde modstand.

 

FRIKIRKERNES PÆNE AFSTANDSTAGEN

I foromtale i december 2018 vedrørende TV2-dokumentarserien ’Guds bedste Børn’ har frikirkenets formand Tommy Jacobsen forsikret offentligheden om, at de frikirkelige bevægelser, som er omtalt i TV-serien (citat): ’aldrig ville kunne blive optaget som medlemmer i frikirkenet’.

Uden yderligere at ville kommentere denne holdning, som er lynsnar med hensyn til at rose bagmændene for TV-serien og lige så hurtig på aftrækkeren, når det drejer sig om at stemple samtlige deltagere i den kristendomsfjendske TV-smædekampagne – så bør det ikke glemmes, at frikirkenet på samme vis i hele 2018 har talt rosende om den ugudelige lov, som blev gennemført i Danmark nytårsnat for ét år siden – en lov, der dokumenteret kun har ét mål: At komme samtlige evangeliske frikirker i Danmark til livs!

Frikirkenet har aldrig med ét ord frasagt sig denne nye lovs livsfarlige definition af de evangelisk-kristne menigheder, der omtales som ’fællesskaber, der bygger deres tro på transcendentale magter’. Ej heller har Frikirkenet løftet røsten mod, at en ny statsideologi herefter kan bane sig vej ind i de danske evangeliske frikirkers gudstjenester.

Frikirkenet ses ikke på skanserne, hvor der dagligt kæmpes for trosfriheden som en medfødt borgerret! Frikirkenet vil derfor næppe effektivt modsætte sig enhver form for elektronisk registrering og kontrol med dets medlemmer. Frikirkenet har ikke med en stavelse frasagt sig lovens direkte og åbenlyse indførelse (i de frie menigheder) af en statslig ledelsesstruktur. Frikirkenet har ej heller på noget tidspunkt (med enhed og kraft) modsat sig det nu legaliserede statslige krav om, at frikirkernes forkyndere skal aflevere deres forpligtende underskrift på statslige dokumenter, der bl.a. fordrer ny indlæring af statens forståelse af betegnelsen ’seksuel orientering’.

Det er både forståeligt og nødvendigt, at et net af frikirker tager bladet fra munden, når og hvis der forekommer overgreb på børn – men faren for at være statens villige medløber, når det drejer sig om fremover at få smidt alle såkaldt ’radikale kristne’ i den samme kulsorte gryde ligger fra nu af indenfor rækkevidde. Frikirkenet vil derfor gøre sig selv og landets frie prædikanter og menigheder en stor tjeneste ved nøje at holde sig den 16. artikel i Den Augsburgske Bekendelse for øje. Den lyder sådan: "De kristne bør absolut adlyde deres øvrigheder og love, medmindre de fordrer, at man skal synde; da bør man nemlig adlyde Gud mere end mennesker (Ap.G.5:29).
 



2019-01-06
 

ÅRSSKIFTETS KNYTNÆVESLAG

Dronningen har afleveret sit nytårsbudskab, som sluttede med ordene: "GUD BEVARE DANMARK." Statsministeren har holdt sin nytårstale, som sluttede med ordene: "Godt nytår!"… og med disse linjer vil jeg driste mig til at nedfælde nogle tanker omkring den alvorlige nytårshilsen, som jeg (og andre med mig) aner ligger i luften, som et Helligåndens vidnesbyrd, der faktisk er (som man vil tro det eller ej) en direkte henvendelse til det danske folk…

Som jeg skriver disse linjer, flimrer de første billeder over skærmen fra 2. nytårsdags-ulykken på Storebæltsbroen med otte dræbte og seksten sårede. Med bedrøvelse og medleven har vi straks alle de kære familier i vore tanker, som på tærskelen til dette nye år har måttet tage afsked med deres elskede og nærmeste - og det er med gru vi lytter til de første øjenvidneberetninger om, hvad der skete i det passagertog, som pludselig - midt i stormvejret på den lange bro - oplevede at vinduerne blev knust ved, at en ukendt, mægtig genstand som et knytnæveslag ramte deres togvogn, og at et hav af ølkasser blev spredt ud over banelegemet.

Spørgsmålet meldte sig lynsnart i medierne: Hvem skal have skylden for, at et sådant ’knytnæveslag’ ramte dette passagertog på den kilometerlange bro over Storebælt? Det første søgelys er fejet ind over alle muligheder for menneskelige fejltagelser - men ind imellem løfter blikket sig mod himlen, og Gud bliver stillet til ansvar. Jesus giver svar på tiltale; han omtaler det ’knyttenæveslag’ som i Hans dage kastede et tårn i Siloam til jorden og rev 18 mennesker med sig i faldet.

"… hvad med de atten, som blev slået ihjel, da tårnet i Siloam faldt ned over dem?" spørger Han (Lukas 13:4). Jesus fortsætter: "Mener I, at de (disse atten) var mere skyldige end alle andre mennesker, som bor i Jerusalem?" (v.4) Han tilføjer: "Nej, siger Jeg jer, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme vis!" (v.5)

"Det, der her er sket," siger Jesus, "er et forvarsel!" – og hvis det skete er et forvarsel, indeholder det et budskab, og hvis dette forvarsel signalerer et budskab, så er det alt om at gøre, at der findes nogle budbringere, som kan viderebringe dette varsel – og hvis disse varselsmænd ikke tages alvorligt, så er ulykkens omfang en bitter realitet, der næppe kan undgås. Lad mig forklare:

 

SLANGEN ER BLEVET EN DRAGE

Tiden er inde til, at de hellige (og jeg viger ikke tilbage fra at bruge denne bibelske betegnelse på alle de oprigtigt troende, der er Herren Jesu Kristi sande tjenere og tjenerinder) bør træde frem – fast forankrede i Guds åbenbarede vilje – for at advare mod denne lovløshedens og frafaldets og anklagens time. Midt i den vidt udbredte politisk-åndelige konflikt er det nu (som aldrig før) øjeblikket til, at et troens folk rejser sig og forkynder det ord, som Guds gode Helligånd har betroet dem at viderebringe til dette forførelsens, løgnens og den onde folkebetvingers slægtled.

"Alt har sin stund," siger den vise kong Salomon. "Hver en ting under himlen har sin tid… tid til at tie og tid til at tale… tid til krig og tid til fred" (Præd.3:7-8). Vé den, som i denne uheldsvangre time siger, at ’det er tid til at tie’ og velsignet være den, som i krigens mørke skygge frasiger sig enhver mulighed for at slutte fred med alle slægters mest grusomme og nedrige udyr; det er i dette år tid til krig!

Hvad jeg her siger (og som med en overgivende og nedladende foragt vil blive forkastet af ’det sjælelige menneske’ (1.Kor.2:14-16), retfærdiggør netop den påstand, at det profetiske ord fra nu af har en gudgiven plads i al forkyndelse og enhver troens prædiken, som begrundes i Den Hellige Skrift! Intet er mere påtrængende, og intet giver en større hvile og åndelig gennemslagskraft end det inspirerede, profetiske budskab, som belærer Guds folk alle vegne om den tid vi nu lever i. Intet er et større værn mod folkeforførelsen, som er Satan, den gamle slange, der nu hastigt – til manges forfærdelse – vil vokse og blive til en ildspyende drage…

Den profetiske tale advarer de troende mod de begivenheder, som herefter faretruende vil dukke frem af tidstågen – men opmuntrer samtidig den retfærdige sjæl ved at vise ham og hende, at der er lys forude, og at Den Almægtige har alt under kontrol.

Denne ulykkestimes højeste kald er, at der midt i kældermørket eksisterer et lysets folk, der med et klartseende blik vandrer den smalle vej, der er blevet dem foreskrevet.

Den sørgelige kendsgerning, som de kaldede og udvalgte bør tage højde for, er, at den kristne menighed er som blind, hvad angår det profetiske ords betydning.

"Hvem er blind, om ikke min tjener, og døv som buddet, jeg sendte? Hvem er blind som min håndgangne mand blind som Herrens tjener?" (Es.42:19)

 

EN LILLE FLOK AF VARSELSMÆND

Hvis ’den kirkelige verden’ (både hvad angår folkekirken og landets frie forsamlinger) i det store og hele kun har foragt tilovers for ’det profetiske ord’ – da må de af Herrens tjenere, som netop dette forudsigelses budskab er blevet betroet – stå sammen i Ånden og støtter hinanden i den fælles opgave, som ikke er dens egen men som er Hans, der udsendte dem.

Lad mig i den forbindelse minde om profeten Daniel. Næppe har nogen som han været optaget af, hvad profeterne fra hans egen samfund udtalte. I stedet for arrogant at forkaste disse udsagn (som var betroet hans medtjenere fra hans egen generation) – så fordybede han sig i dem – ja, handlede på dem – og indtog på den måde sin egen retmæssige plads i den lille flok af varselsmænd, som indtil videre havde overlevet.

Bøjet over disse skrifter fortæller Daniel følgende: "Jeg, Daniel, lagde i Skrifterne mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år" (9:2). De ord, han læste, og som fik ham til at søge Guds Åsyn, og som åbnede for ham portfløjene ind til en forståelse af Jerusalems sidste dage, som ingen anden siden, har formået at skildre, er disse: "Så siger Herren: Når halvfjerdsindstyve år er gået for Babel, vil Jeg se til jer og på jer opfylde min forjættelse om at føre jer tilbage hertil (Jerusalem). Dette profetiske udsagn af profeten Jeremias, der blev en så afgørende betydning for profeten, fortsætter som følger: "Jeg ved, hvilke tanker Jeg tænker om jer, lyder det fra Herren, tanker om fred, og ikke om ulykke, at Jeg må give jer fremtid og håb" (29:10-11).

Netop denne kærlige tilgang med tilbud om fred og velsignelse er Guds evige holdning overfor en fortabt verden – men (og det er her, at vandene skilles) der er og forbliver en uigenkaldelig betingelse knyttet til denne løfterige forjættelse… og det er det evige påbud til alle syndere alle vegne, at de skal omvende sig.

"Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider," erklærer apostelen Paulus i sin store tale på Areopagus i Athen (Ap.G.17:19) – "men nu sender Han mennesker det budskab, at de alle vegne skal omvende sig" (v.30).

Dette, tror jeg, er det præcise nytårsbudskab, som Gud i sin nåde sender til det danske folk ved dette årsskifte.

 

NÅR VARSELSMÆND TRÆDER FREM

Natten til d. 20. dec. 2018 kom det ord (på forskellig vis) til mig; det lød sådan: "Med denne sidste måned er fristen ovre." Hvad der skjulte sig bag denne ’mørke meddelelse’ er mig ikke klart. Jeg ængstes for, at det har at gøre med vort lands fortsatte fremturen i lovløshed, og at det nye år sætter en grænse for, hvor langt vor nations styrende kan tillade sig at gå, før varselsmænd træder frem med den nytestamentlige påmindelse, som til sin menighed siger: "Heri ligger et varsel om Guds retfærdige dom, at I skal agtes værdige til Guds Rige, som I lider for – så sandt det er retfærdigt for Gud at give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel" (2.Thess.1:5-6).

Vor tids lovgivere og de, som har ansvar for vort danske samfunds videre trivsel, lytter ikke gerne til det budskab, at ’de vil blive stillet til ansvar’ for deres gerninger…, at de ’vil blive gengældt’, hvad de har forøvet og formøblet – og ligegyldigt, hvor højt de parlamenterer og forsøger at overbevise sig selv og andre om, at ’evangeliet er lutter kærlighed’, og at der ikke er noget, der hedder ’gengældt’ i apostlenes lære, så vil de meget snart – i den allerførste begyndelse af det nye år (ængstes jeg for) – komme til at opleve, at deres frafaldsteologi ikke er bæredygtig

(Som en stilfærdig opmuntring bør jeg tilføje, at min søn, Jonathan, stod på perronen for d. 2. januar om morgenen at skulle stige om bord i ulykkestoget som ’passager nr. 132’ – men at han pludselig fik den indskydelse, at han skulle tage det tog, som gik 10 minutter senere. Da han sad i dette tog blev det pludselig beordret tilbage… thi da var den sørgelige ulykke sket. Gisèle og jeg beder for vor store børneflok hver dag – og Gud hører bøn!)

Dette får mig til at gå et skridt videre. Den anden mandag (af de to første hele uger i januar) fortsætter jeg kl. 19:00 den profetiske forkyndelse over Åbenbaringsbogen i menigheden Nyt Håb’s lokaler på Damhus Boulevard i Rødovre.

Der hviler (mener jeg) en krystal-glasklar luft over denne nytestamentlige profetis detaljerede gennemgang af ’de sidste ting’… især når den (som det nu er tilfældet) i den 6. sektion kommer til beskrivelsen af den (aldrig før sete) myndighedsadministration, som i 3½ år vil udgå fra Jerusalem, hele verdens hovedstad.

På et givet tidspunkt vil vilddyrets soldater stirre ned fra de nyopførte jerntårne, der inden for få dage bliver rejst i Messias-storstadens midte, og riflernes onde kikkertsigte vil pege på de arme sjæle (Åb.11:7), som har deltaget i det ’jernscepter-vidnesbyrd’, der i et tusinde to hundrede og tresindstyve dage er udgået fra Den Hellige Stad (11:3).

Men i de sidste dages morgengry

når de to profeter træder frem af natten,

så høres lovsang til Jesus på ny

- de helliges lovprisningsguld fra taksigelsesskatten

Det er disse vidner, som dukker op i den videre undervisning i NYT HÅB – kirken i Rødovre. Hvad på det seneste (i de tidligere sektioner) er blevet klargjort, er følgende:

 

DET ER DE TO OLIETRÆER

Det første, som siges om ’de to vidner’, er denne korte definition: ’Det er de to olietræer’ ((Åb.11:4). Idet vi (af al magt) fastholder denne første tydelige og klare, bibelske betegnelse (som har at gøre med ’olietræet’), vil vi nu søge at finde frem til, hvilken forklaring Bibelen kan give os med denne beskrivelse, som på dansk kun består af fem ord: "Det er de to olietræer."

Vi har gjort det klart, at apostelen i sit elvte kapitel i Romerbrevet kommer ind på, hvad der kunne ligge bag billedtalen om olietræet. Idet han henvender sig til de hedninger (ikke-jøder), der har taget imod Kristus som deres Herre og Frelser, udbryder han: "Du, som hører til et vildt oliventræ, er nu blevet indpodet blandt dem (de jødiske grene på det samme træ) – og sammen med dem fik du del i oliventræets rod med dens fede saft" (Rom.11:17).

Hvad vi her læser er en definition som ikke kan bortforklares, og som (ud af stor nødvendighed) bør være en ledetråd i vor søgen efter den sandhed, der (med apostolsk myndighed) er udtalt med henblik på ’de to vidner, der er to olietræer’, nemlig at disse to parter (de hedningekristne fra nationerne og de Jesus-troende jøder) sammen har del i den ’fede saft’, der kommer fra olietræets rod’. Det hedder jo om de her omtalte ikke-jøder fra nationerne, at de (da de modtog Kristus) ’blev indpodet ’iblandt dem’ (jøderne) og sammen med dem (Israels børn) fik del i oliventræet… (v.17).

Apostelen viger ikke fra dette billede! Han fastholder i det følgende denne højaktuelle åbenbarelse (som ingen andre har givet udtryk for med en sådan lidenskab og styrke som han), at ’det vilde olietræs grene’ (de vilde, formørkede hedninger) er blevet indpodet ’midt iblandt’ og ’sammen med’ det ædle oliventræs naturlige grene (hebræerne) og at disse to nu (på grund af deres fælles tro på Guds Søn, Jesus Kristus), får næring fra den samme oliventræs rod, hvis livssaft er så fed og rig på opstandelseskraft, at den tilsyneladende vil kulminere i de undergerninger og den autoritet, som udgår fra netop disse to parters fællestjeneste i de allersidste dages herlighedstjeneste fra Jerusalem!

Lyt derfor (i de kommende mandages forkyndelse) til, hvorledes apostelen lader denne sandhed runge, når han i det samme skriftafsnit (og ud fra det samme åbenbarelsesemne) erklærer: "Thi når du (som er hedning af fødsel) blev hugget af det vilde oliventræ, som du af naturen hører til, og imod naturens orden blev indpodet i et ædelt oliventræ, hvor meget snarere skal da ikke de andre indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen hører til" (Rom.11:24).

De to vidner har også fået følgende betegnelse:

 

DE TO MED OLIE SALVEDE

Profeten Zakarias beretter, at han har modtaget en mere fyldig forklaring på, hvad de to olietræer betyder. Når nu dette er tilfældet, da bør vi ikke søge andre steder hen for at finde ud af, hvad disse to olietræer står for. Det er jo ikke en sag af ringe betydning. Nej, det er en sag af overmåde stor betydning, fordi den handler om, hvad der skal ske i Jerusalem i en periode, hvor hele den vide jord er inddraget i de sidste dages voldsomme begivenheder, og når det nu drejer sig om forhold, der har global betydning, så kan vi regne med, at alle lande og alle folk vil blive berørt af det, som på det her nævnte tidspunkt sker i Jerusalem.

Derfor lytter vi (ved disse kommende møder, som alle lægges her på nettet) til profeten Zakarias – ja, vi mere end lytter, vi tager imod hvert et ord med den største alvor – og modtager det budskab, som her tales, idet vi giver nøje agt på apostelen Paulus’ vidnesbyrd. Han erklærer i sit første brev til Thessalonikerne, at ’dengang I modtog Guds Ord, som vi forkyndte, så tog I ikke imod det som menneskers ord, men som Guds Ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror" (1.Thess.2:13).

Det bør således betragtes som Den Almægtiges tale til os, når profeten skildrer det syn, som han så. "En engel spurgte mig," indleder han, "hvad skuer du?" Jeg svarede: "Jeg skuer, og se, der er en lysestage helt og holdent af guld – og et oliekar ovenpå og syv lamper og syv rør til lamperne" (Zak.4:1-2).

Zakarias fortsætter (og her vækkes vor opmærksomhed, for han berører i det følgende præcis det spørgsmål, som vi så ivrigt søger en forklaring på): "Desuden så jeg to olietræer ved siden af den, ét til højre, og ét andet til venstre for oliekarret. Jeg spurgte engelen, som talte med mig: Hvad betyder disse ting, Herre? Han svarede: Ved du ikke, hvad det betyder? Jeg sagde: Nej Herre!"

Ved dette svar giver englen yderligere to redegørelser. Den første er for os den vigtigste, fordi den går i detaljer med hensyn til nogle fremtidige begivenheder. Den anden forklaring er mere direkte og fastslår en kendsgerning, som ikke er til at komme udenom, og som kan tjene som en ledetråd i vort fortsatte forsøg på at finde ud af, hvem de to vidner er, som skal virke i Jerusalem i tre og et halvt år.

Vi lytter derfor først til ’forklaring nummer to’. Den, som uden omsvøb går lige til sagen, og som ikke tillader nogen misforståelse med hensyn til identificeringen af de to profeters tjeneste i Jerusalem.

Dialogen mellem Zakarias og englen fortsætter således: "Jeg spurgte ham: Hvad betyder de to olietræer dér til højre og til venstre for lysestagen? Han svarede: Ved du ikke, hvad de betyder? Jeg sagde: Nej, Herre! Så sagde han: Det er de to med olie salvede som står for al jordens Herre" (4:14).

 

DET UUDHOLDELIGE JERNSCEPTER

Lad os i de kommende mandagsmøder prøve ’at samle tankerne’.

Vort udgangspunkt i disse overvejelser er, at der i vor tekst står anført, at ’når de to vidner har aflagt hele deres vidnesbyrd’, så vil de sidste tiders ærkefjende af Guds Rige dukke op på scenen! Det vil – om vi forstår det ret – betyde, at den jernhårde (men guddommelige) administration fra Jerusalem ikke kan antastes, før den har fuldført sin opgave! Den fjendtlige anfører har (så vidt det fremgår af dette tekstafsnit) endnu ikke overtaget sit fulde, jordiske embede; han befinder sig (indtil dette øjeblik) på det sted, som i Bibelen kaldes ’afgrunden’ (engelsk: ’the pit’) – thi, der står skrevet, at ’dyret, der stiger op af afgrunden, skal føre krig mod dem’ (de to vidner og hele deres administration) og sejre over dem og dræbe dem…Åb.11:7).

At dyret (i sin fulde treenige magt) netop på rette tidspunkt (som jeg i den følgende undervisning vil søge nærmere at definere) ’siger op af afgrunden’ kan (i den synlige verden) være forårsaget af verdensmagternes desperation. Det jernscepter, der ved disse hellige ’regeringsoverhoveders’ frygtindgydende styre, udrækkes fra Jerusalem, er for den antikristelige verden så uudholdeligt, at alle afgrundens kræfter nu må sættes ind på at sætte en stopper for denne overmagt.

Hvad ligger der bag denne afsluttende ’Jerusalem-begivenhed’, og hvordan kan den forklares? Dette vil jeg i den følgende undervisning sætte fokus på, og det er mit håb og min bøn til Gud, at det efterfølgende vil give en klarere forståelse af både det nuværende og afsluttende, antikristelige virke, end vi endnu har begrebet. Den nye indfaldsvinkel er denne: Dyret er ikke kun én, ej heller to men tre – og kan faktisk betegnes som:

 

DYRETS TREENIGHED

Så vidt det kan forstås af Den Hellige Skrift, så er der i Åbenbaringsbogens fremstilling af dyrets virke tale om en underlig treenighed. Tre afspejlinger af det væsen synes at forekomme og kan i første omgang iagttages ud fra deres fremkomst.

Det første aspekt, som omtales, er ’dyret, der stiger op af afgrunden’ (11:7). Det andet aspekter ’dyret, der stiger op af havet’ (13:1) og det tredje aspekt er ’dyret, der stiger op af jorden’ (13:11).

’Det første dyr’ beskrives som den afgrundsmagt, der ’fører krig mod de to vidner og sejrer over dem og dræber dem’ (11:7).

Selvom Åbenbaringsbogens fremstilling af dyret er tredimensionalt, skulle det ikke være umuligt, at søge en forklaring på, hvori disse ’tre enheder’ består. At det vil være gavnligt at gøre et sådant forsøg er åbenbart, thi hvis det lykkes at nå frem til en sandhedserkendelse – altså en nærmere forståelse af ’dyrets treenighed’ – så vil det kunne føre til en større og mere klartseende oversigt med henblik på dyrets virke i de sidste dage – ja, det vil kunne afsløre nogle hovedpunkter i afgrundsmagternes djævelske strategi, hvilket vil kunne give Kristi kirke en fordel i kampen mod afslutningsdagens gudsfjendske kræfter. Må Gud i sin nåde hjælpe os at nå frem til en sådan forståelse.

’Det første dyr’, der nævnes, har øjensynlig den ene opgave ’at føre krig’ mod det absolutte styre, som i ’et tusinde to hundrede og tresindstyve dage udgår fra Jerusalem (11:3). Så vidt det fremgår af teksten, så kan denne krig først begynde, ’når de to profeter har aflagt hele deres vidnesbyrd’ (v.7). – Når det står betonet, at ’hele vidnesbyrdet’ skal aflægges, kan der ikke være tale om, at dyrets angreb på Jerusalem finder sted, når halvdelen af vidnesbyrdet (fra Den Hellige Stad) er gennemført. Den klare angivelse af tidspunktet (når de har aflagt hele deres vidnesbyrd) vil sige ’ved afslutningen af de et tusinde to hundrede og tresindstyve dage. Omkring dette tidspunkt (altså ved afslutningen af de 3 ½ år, der er blevet henlagt til antikrists rasen) sættes det afgørende angreb ind, og Jerusalem-styret besejres, og dets to ansvarlige mænd, som har stået for dette kongelige præstevælde, vil blive henrettet.
 


Klik her for at læse Pofetisk Journal fra 2018